Som i jo har set, har der været ualmindelig stille på bloggen i flere måneder. Det skyldes en række ting, og dem vil jeg forklare jer om i dette indlæg.
Det startede for et år siden, da min mand og jeg havde besluttet os for at flytte til Danmark. Vi besluttede at han skulle flytte i januar, og at jeg skulle følge efter i august. Vi lejede vores hus på Færøerne ud, jeg flyttede ind hos svigerforældrene, vi fik en lejlighed i København, vi fik flyttet en masse af vores ting til København - men så kom Johan desværre ikke ind på studiet, som han havde søgt. Så vi mistede lejligheden i København, og stod med et udlejet hus på Færøerne, og de fleste af vores ting i København. Det fik vi løst med at vi begge flyttede ind til Johans forældre, fik opmagasineret vores ting i min brors depot, og skrev os op på ventelisten til lejlighed på ny.
Hen over foråret begyndte min depression at vise sit grimme ansigt igen, efter at jeg havde været fri for de depressive symptomer og tunge tanker i noget tid, efter vellykket behandling på psykiatriske center på Færøerne. Depressionen blev være af, at der var en del sygdom i familien, og blandt andet fik min storebror at vide at det barn de ventede sig, havde en hjertefejl. Depressionen gjorde at jeg blev mere inaktiv, isolerede mig mere, og havde meget fravær fra arbejdet, som jeg også blev sygemeldt fra. Også begyndte jeg at få angst igen, efter at have været helt fri for den i noget tid, takket være behandling. Det var forfærdeligt at få alle de symptomer igen, efter at have oplevet at have fred indeni i flere måneder, hvilket jeg faktist aldrig har oplevet før. Det føltes også som et enormt nederlag at få en nedtur igen, for da jeg sluttede behandlingen i september, og fik ro indeni, troede jeg ikke at jeg ville ende i det dybe hul igen...
Det hele kulminerede i juni hvor jeg ikke længere kunne sove, og var angst hele tiden, også havde jeg mange trælse tanker som jo følger med en depression, og det eneste rigtige på det tidspunkt var, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Der var jeg i 1 måned, og fik rigtig god hjælp. Jeg var indlagt i hele juli måned, hvilket jo er midt i sommerferien, men i mit sind var der ingen sommer i år, og egentlig passede det mig ganske fint at det var virkelig tåget nærmest hele august måned i Torshavn.
I tiden jeg var indlagt, havde mange gode samtaler med både sygeplejersker, læger og psykologer, og de fandt fælles ud af at jeg stadig har nogle symptomer på PTSD, på trods af at jeg i september afsluttede behandling fordi jeg ikke længere opfyldte kriterierne for diagnosen borderline, og fordi jeg havde styr på mine følelser og havde en god dagligdag. Under denne indlæggelse blev det så anbefalet at jeg skulle starte i behandling igen, specielt med øje for at få bearbejdet de traumatiske oplevelser som ligger til grund for mine symptomer. Den behandling venter jeg i øjeblikket på.
I august kom måneden, hvor Johan og jeg havde besluttet, at vi endelig skulle flytte til København for at påbegynde vores studieliv. Vi var så heldige igen at få tilbudt en lejlighed på det samme kollegie som min storebror med kone og barn, samt lillebror med kone bor. På grund af min tilstand var vi dog meget i tvivl om vi skulle tage springet, men heldigvis gjorde vi det!! Johan flyttede 1. september, og jeg flyttede en måned efter. Vi er nu kommet godt på plads i København, og vi trives godt, selvom jeg stadig er ret plaget af PTSD symptomer.
Da jeg tænkte på at skulle bo i Danmark, så dejlig tæt på mine to brødre, havde jeg ikke tænkt at det ville blive på denne måde som det har været indtil nu. Min storebror blev nemlig far til en lille dreng der blev født med en hjertefejl, tilbage i august måned, men de er stadig indlagt på hospitalet, så dem har vi ikke haft glæde af her på matriklen, og der har været mange bekymringer og tanker omkring hele deres situation. Heldigvis har vi kunne besøge dem meget på sygehuset og på Ronald Mc Donald huset, hvor de bor nu, og heldigvis har jeg haft en del besøg og overnatninger af min dejlige niece på 5 år. Min lillebror, der blev gift i august, fik også den glæde at han skulle være far, men desværre kom der tidligt i graviditeten komplikationer, så de har også været indlagt, på et andet sygehus end nevøen, i mange mange uger. Så i mange uger var jeg meget splittet imellem at besøge rigshospitalet, hjælpe med niecen, besøge på Hvidovre hospital, holde styr på det hele herhjemme og passe på mig selv.
Sørgeligvis endte det med at min lille niece blev født alt alt for tidligt, og kun levede i 3,5 time før hun blev en lille engel. Så de første måneder af vore "eventyr" som vi har drømt om så længe, har været meget anderledes end vi havde håbet på og forestillet os. Men heldigvis har vi i det mindste haft hinanden, min mand, mine brødre og mine svigerinder. Og det er i prøvelser som dem vi har været og er ude i, at man virkelig finder ud af hvem der er der for en, og hvem der betyder noget for en, og for mig betyder familien ufattetlig meget, og jeg er så taknemmelig for at have min mand, brødre, svigerinder, niece og nevø tæt på <3 p="">
Nu blev det meget langt, men jeg føler at jeg lige skal komme med en forklaring på min passivitet på bloggen, før jeg kan fortsætte med at vise jer mine strikke projekter igen.
Tak fordi at stadig følger med, og jeg vil virkelig håbe på at der bliver mere aktivitet på bloggen i det nye år.
Det jeg har strikket i 2013 skal i selvfølgelig ikke gå glip af, så selvom vi nu skriver 2014, så vil den næste tid gå med at vise jer strikke projekter fra 2013 :)
Jeg vil ønske jer alle et godt nytår, og sige som en norsk blogger skrev i går:
Jeg ønsker jer et godt og velsignet nytår. Måtte året bestå af mange gode, glade og smukke øjeblikke. Hvis det nye år vil bringe tunge stunder, så håber jeg af hele mit hjerte at der findes mennesker rundt om dig som vil støtte, sådan at dagene bliver til at bære for os alle.
Venlig hilsen Ása
