tirsdag den 4. august 2015

Bella kjole og hårbånd til niecen

Nøj altså... Nu har bloggen da lige holdt sommerferie siden midt juni...

Nåh, men jeg har ihvertfald en del strik som jeg gerne vil vise frem her på bloggen.
Selvom jeg ikke blogger så tit, så nyder jeg at lægge indlæg ud med det som jeg strikker. Jeg synes at det er rigtig dejligt at have en så god mulighed for at vise mit strik frem, og jeg er virkelig glad for at der også er mange der kigger med. Desuden bruger jeg selv bloggen til en slags "opskrifthæfte" for hver gang jeg viser noget færdig strik her på bloggen skriver jeg også hvilket garn jeg har brugt, hvor meget, hvilke pinde osv. De ting ville jeg nok ikke huske hvis ikke jeg kunne gå ind på bloggen og kigge.

Det jeg vil vise i dag, er en bella kjole til min lille niece.
Den er strikket af arwetta garn, og efter Lene Holme Samsøe opskrift Bella fra hæftet babystrik på pinde 3. Kjolen er strikket oppefra og ned, og jeg har fulgt opskriften ned til der hvor man begynder at tage ud til vidden i skørtet. Jeg har strikket en bella kjole før, og den synes jeg manglede lidt vidde efter min smag. Så derfor delte jeg arbejdet op i 8 lige stor dele, og tog 1 maske ud ved hver del på hver 8. omgang.
Dette gav det resultat jeg havde håbet på, og nu synes jeg at kjolen har perfekt vidde :)
Jeg tog ud i alt 11 gange, så til sidst var der en del masker der skulle lukkes af til kant.
Jeg valgte små pink hjerte formede knapper med glimmer. Jeg har strikket knappestolpen på til sidst.
Til kjolen strikkede jeg også et lille hårbånd. Jeg synes at små piger er såå nuttede med små fine hårbånd på hovedet.
Rebekka Sol med det fine hårbånd. Hun er lige vågnet efter en lur hjemme hos sin faster for første gang, så derfor er hun ikke så smilende på billedet, som hun ellers plejer at være :)
Sådan har jeg lavet hårbåndet:
Hårbåndet: Slå 12 m op på pind 2,5. Strik ikke den første maske, men tag den blot over på den anden pind. Dette giver en pænere kant. Strik nu ret over alle masker til hårbåndet måler cirka 38 cm (i mit tilfælde 95 omg)
Sløjfen: Slå igen 12 m op og strik 22 om. 
Montering: Du har nu to strimler, en kort og en lang. Sy de to sider på den lange strimmel sammen med maskesting. Sy med en tråd lodret ned igennem miden af den korte strimmel og stram til, sådan at det kommer til at ligne en sløjfe. Vikl nu tråden rundt om der hvor du har syet enderne på det lange stykke sammen, så det også bliver formet som en sløjfe og sy de to stykker sammen. Jeg har syet en knap på til sidst.
Man kan eksperimentere med forskellig tykkelse garn og pinde, måden er den samme.
Her ses forskellen på om man strikker den første maske eller tager den første maske løst af. Jeg synes at kanten bliver mere jævn og pæn når man bare tager masken løst af.
Til sidst vil jeg sige at jeg er rigtig glad for resultatet. Bladmønsteret er så smukt, og opskriften er nem at følge. Desuden er jeg godt tilfreds med de ændringer jeg har lavet. Hårbåndet er jeg også godt tilfreds med.

Strik nummer i år: 8
Lavet til: Min niece Rebekka Sol
Opskrift: Bella kjole med ændringer, se ovenfor
Ændringer: Jeg har taget mere ud til skørtet
Størrelse: 6-9 måneder
Pinde: 2,5 og 3 mm
Garn: Arwetta clasic  farve 188 (80% merino uld, 20% nylon)
Lager, rester eller nyindkøbt: Lager
Vægt / meter: Kjole 80 g/ 160 m hårbånd 10 g / 20 m
Strikket af garn købt før 2015: 540 g / 1,345 km
Strikket i alt i år: 540 g / 1,345 km