fredag den 13. februar 2015

Nåja, det var lige lidt mere strik fra 2014

Undskyld den lange pause på bloggen.... Der har været ret meget på programmet, og mit hovede har været godt fyldt op - men heldigvis på den gode måde. Jeg føler at jeg virkelig har taget et ryk i min behandling og i min recovery. Jeg har siden juni gået i psykoterapeutisk dagbehandling på amager psyk 4 dage om ugen. Det har været intenst og meget givende. Jeg er nu færdig med dagbehandlingen og er startet i efterbehandling, som er 1,5 time om ugen. Så der er ret stor forskel tidsmessigt og intensitetsmessigt. Men jeg føler mig klar. Jeg føler at jeg er kommet langt i de måneder jeg har gået på dagafsnittet. Nu skal jeg så opbygge min dagligdag herhjemme, og det glæder jeg mig til. Jeg føler at jeg har mere energi end jeg har haft i meget lang tid, og jeg har lyst til at gøre ting. Dvs at jeg gør det ikke kun fordi jeg burde, men fordi jeg har lyst. Det er sørme en fed følelse :D

Nåh, men jeg har lige fundet noget mere strik som blev strikket i 2014, så det skal da lige med, før der kommer en "årsopgørelse" og strik fra 2015.

Disse strømper har jeg strikket af baby merino uld, rester fra disse baby stjrenetrøjer.
Strik nummer i år: 35
Lavet til: ikke til nogen, ville bare prøve at strikke små strømper med stjernemønster. Så de bliver til en gave på et tidspunkt.
Opskrift: Ingen opskrift, jeg passede bare maskeantallet til tre stjerner, og så strikkede jeg bare...
Ændringer: - 
Størrelse: ca 0-3 måneder
Pinde: 2,5
Garn: trunte hjertegarn
Lager, rester eller nyindkøbt: lager fra disse trøjer
Vægt / meter: 20 g / 75 m
Strikket af garn købt før 2014: 2,770 kg
Strikket i alt i år 2014: 4,600 kg / 18,525 km

Desuden har jeg strikket nogle virkelig små huer. De er til rigshospitalets neonatal afdelign, som er afdelingen for for tidligt fødte børn. Både min nevø og min niece Sóley var indlagt på neonatal afdelingen på rigshospitalet, og jeg vil gerne sende en tak til dem. Specielt en tak for hjælpen ifbm at min niece Sóley blev født alt for tidligt, og døde 3,5 time efter. Jeg synes at personalet var så gode til at tage sig af os alle sammen, og de viste virkelig deres omsorg, ikke blot for forældrene, men også for mig, faster, og min mor, farmoren. Så derfor vil jeg, på et tidspunkt, tage ind på rigshospitalet med nogle huer og en hilsen til personalet. Først vil jeg strikke nogle flere huer.
Huerne er altså meget, meget små. Her ses de med min iphone... De fire huer er cirka samme størrelse som den hue min niece fik, og som min lillebror og svigerinde stadig har derhjemme.

Strik nummer i år: 36-40
Lavet til: rigshospitalets neonatal afdeling
Opskrift: tophue fra rigshospitalets hjemmeside
Ændringer: På den lilla hue har jeg skiftet til p 3 efter ribben. Ved de andre er der ingen ændringer.
Størrelse: Størrelse mini. Nok til en baby på 600-800g
Pinde: 2,5
Garn: bommuldsgarn, sandnes mandarin petit
Lager, rester eller nyindkøbt: lager
Vægt / meter: 10 g pr hue = 50 g / 180 m
Strikket af garn købt før 2014: 2,820 kg
Strikket i alt i år 2014: 4,650 kg / 18,705 km

Ingen kommentarer:

Send en kommentar