fredag den 27. december 2013

En anderledes jul...

Julen i år har været en meget anderledes jul... Natten til juleaften blev jeg faster til en lille smuk pige, som fik det smukke navn Sóley. 
Sóley blev desværre født næsten 4mdr for tidligt, og hendes lunger var for små til at hun kunne overleve. Vi fik dog 3,5 time sammen med hende, hvor vi sang for hende, og fortalte hende at vi elsker hende. Begravelsen finder sted i dag, og der siger vi farvel til hende for sidste gang, men vi vil dog huske hende i vores hjerte for altid. 

Da jeg i september fik at vide at min lillebror skulle være far, kunne jeg slet ikke lade være med at købe garn til den lille med det samme. Jeg købte garn til to stjernetrøer, en til pige, og en til dreng. Den til dreng strikkede jeg med det samme, men så opstod der komplikationer i svigerindens graviditet, og derfor strikkede jeg ikke pige versionen. Da Sóley så nu blev født og døde, ville jeg alligevel strikke noget til hende, for jeg er jo hendes faster, og jeg kan da ikke være nogens fater uden at de har fået noget strikket af mig...
Derfor har jeg strikket hende et lille tæppe som hun kan få med i kisten. Tæppet er strikket af det garn jeg købte to dage efter at jeg fik at vid at hun var på vej, så det har hele tiden været ment til hende, omend vi ville ønske at det var under helt andre omstændigheder.


Tæppet er 20x30cm og er strikket af trunte hjertegarn. Det vejer 30g og er strikket på pind 2,5.

Sov godt vores elskede Sóley

torsdag den 19. september 2013

Tillykke far

I dag har min far fødselsdag, og det er ham der fik pakken som jeg blev færdig med kl 1 i nat (egentlig ikke helt færdig, for jeg har ikke fæstet trådene endnu).
Han blev vækket med sang, flag, knus og pakker i morges, hvilket er en højt elsket tradition her i huset :)
Han blev både glad og overrasket over gaven fra mig, så det var jo helt super :D 


Her ses han i trøjen, og jeg synes at den klæder ham rigtig godt :)


Jeg har ikke fæstet enderne endnu, og har heller ikke vejet trøjen endnu, så faktaboksen kommer senere. 

Nu vil jeg nyde kager, kakao og dejlige gæster. 

Ha' en go' aften. 

Faktaboks:

Strik nummer i år: 22
Lavet til: Min far
Opsrift: Bonderøvens trøje, opskrift fra familie journalen (http://www.familiejournal.dk/Handarbejde/Strik-til-ham/2010-12-Strikkeopskrifter-Bonderoevens-sweater.aspx)
Ændringer: jeg har brugt lett lopi i stedet for alafoss lopi
Størrelse: xs, ifølge opskriften, men med det garn jeg brugte svarer den til M
Pinde: 4,5 og 6
Garn: Lett lopi
Lager, rester eller nyindkøbt: Købt på Island i 2011 og 2012
Vægt / meter: 400 g / 800
Strikket af garn købt før 2013: 3,450 kg
Strikket i alt i år: 4,960 kg / 14,700 km

Jeg nåede det...

Jeg har strikket i flere timer i dag, for at blive færdig med en gave som skal gives væk i morgen.

Nu er jeg endelig færdig og kan gå glad og fornøjet i seng. 

Hvem gaven er til, og hvad der er indeni får I at vide i morgen :)

onsdag den 11. september 2013

Trøje til manden

Ja bloggen den er altså blevet forsømt på det aller groveste, det vil jeg virkelig prøve at rette op på med at vise jer hvad jeg har strikket mens bloggen har været i dvale.

Det første jeg vil vise jer en en trøje til min skønne mand. Jeg strikkede jo denne til ham som test strikker for navia, men Jóhan følte at den var for stor, så den er desværre blevet kasseret (jeg vil se om en af vores gode venner passer den, så kan han have glæde af den).


Jeg kunne godt lide farverne på den anden trøje, så det blev altså de samme farver i denne trøje :)

Trøjen er strikket på blot 8 dage, og jeg tog et billede hver aften, så her kan man se hvordan den skrider frem.


Faktaboks:

Strik nummer i år: 21
Lavet til: Min mand
Opsrift: Ingen
Ændringer: -
Størrelse: ca M/L
Pinde: 4 og 6
Garn: Navia trio
Lager, rester eller nyindkøbt: Noget af det var fra lageret, og noget af det er købt til denne trøje
Vægt / meter: 470 g / 1.130
Strikket af garn købt før 2013: 3,150 kg
Strikket i alt i år: 4,560 kg / 13,900 km

mandag den 22. juli 2013

En dejlig udfordring

En af mine dejlige kollegaer i børnehavne spurgte mig om jeg kunne strikke en trøje til hende. Hun havde set en vildt smuk trøje på nettet, og spurgte om jeg kunne strikke efter billedet. Det var da en sjov udfordring tænkte jeg :)
Så jeg fandt billedet, zoomede ind og fik talt mig frem til mønstrene, så sagde jeg hvilket garn hun skulle købe - og så gik jeg igang :)


Jeg startede med ærmerne, hvilket jeg næsten altid gør, specielt hvis jeg ikke har mønster, for så er der ikke såå meget at trevle op hvis det ikke virker. Der var dog et lille problem at ærmerne blev alt for korte hvis jeg strikkede lige som på billedet, så jeg fik grønt lys for at strikke nogle mønstre ekstra, efter mit eget hoved. Jeg prøvede mig frem, og var virkelig meget i tvivl, men hun var meget godt tilfreds.
Og så var det ellers bare med at strikke det andet ærme og kroppen :)


Sjov og ikke så svær udfordring - og kollegaen blev meget glad, yes!! :)
(jeg er nu også riimelig godt tilfreds selv ;))

Faktaboks
Strik nummer i år: 20
Lavet til: En kollega i vuggestuen
Opskrift: et billede fra nettet
Ændringer: Det brun/hvide mønster midt på trøjen har jeg lagt til, og ellers ændret en smule hen ad vejen, sådan som det passede
Størrelse: M
Pinde: 5 og 6
Garn: Navia trio
Lager, rester eller nyindkøbt: Hun købte
Vægt / meter: 400 g / 960 m
Strikket af garn købt før 2013: 2,990 kg
Strikket i alt i år: 4,090 kg / 12.765 km


fredag den 5. juli 2013

Tørklæde i hønsestrik

Jeg har længe gået og ønsket mig et varmt halstørklæde i mange farver og hønsestrik. Så en weekend for nogle måneder siden tog jeg alt mit navia trio og snældan tretrådet frem og lagde det ud på bordet. Så fandt jeg forskellige mønstre, og så gik jeg ellers igang med at strikke.....
Tørklædet er strikket rundt, så det gik hurtig, og det var så sjovt og spænende at strikke alle de farver og mønstre som jeg fandt efterhånden som jeg strikkede. 
Faktist var det så sjovt at strikke alle de flotte mønstre, at jeg faktist kom til at gøre det lidt for langt...
Så prøvede jeg mig frem med at klippe et stykke ud af midten. Det fungerede fint, og nu er tørklædet en mere passende længde :)
Jeg har ikke helt besluttet om der skal frynser på enderne... Hvad synes I?
Godt pakket ind i det dejlige tørklæde (dengang det stadig var rigtig koldt).

Faktaboks
Strik nummer i år: 19
Lavet til: Mig selv :)
Opskrift: ingen. Jeg havde (ca) 45 m på pinden (rettede det lidt til efter diagrammerne). Diagrammerne fandt jeg ved at søge på nettet og tælle ud fra billeder osv.
Ændringer: -
Størrelse: -
Pinde: 6
Garn: Navia trio og snældan tretrådet
Lager, rester eller nyindkøbt: mest lager, men jeg købte gul, orange og grøn.
Vægt / meter: 240 g / 580 m
Strikket af garn købt før 2013: 2,920 kg
Strikket i alt i år: 3,690 kg / 11.805 km

mandag den 1. juli 2013

Trøje til svigerinden #3

Endnu en blomstertrøje, hehe :) Men jeg er bare så glad for mønsteret, om min svigerinde ønskede sig en i hvid/brun. Der er ikke så meget ny at sige om den, det er bare en klassiker :)


   
 Knapperne har jeg lavet selv af fimo ler.

Faktaboks
Strik nummer i år: 18
Lavet til: Min storebrors kone Súsanna :)
Opskrift: sirri
Ændringer: Jeg strikkede efter opskriften, men brugte noget andet garn
Størrelse: M
Pinde: 6 og 7
Garn: Navia duo fra spole, strikket dobbelt
Lager, rester eller nyindkøbt: Lager
Vægt / meter: 350 g / 1260 m
Strikket af garn købt før 2013: 2,720 kg
Strikket i alt i år: 3,450 kg / 11.225 km