Viser opslag med etiketten stjernetrøjer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stjernetrøjer. Vis alle opslag

fredag den 9. januar 2015

Stjernetrøje til niecen

Jeg har strikket en trøje med stjernemønster, altså en såkaldt "stjernetrøje", til min yngste niece som blev født to uger før jul. Trøjen og huen fik hun i julegave, og jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet.
Jeg startede egentlig på trøjen i september 2013.
Der fik jeg nemlig at vide at jeg skulle være faster igen, min lillebror skulle være far. Jeg blev så glad, og to dage efter at jeg havde fået at vide at der var en lille på vej stod jeg i en garnbutik og købte babyopskrift, garn og knapper.
Tingene blev dog ikke helt som forventet, og juleaften 2013 blev min lille niece født, alt for tidligt, og hun levede desværre kun i nogle timer. Trøjen var jo tænkt til hende, men den kunne hun ikke passe. Istedet strikkede jeg et lille tæppe af det garn jeg havde købt, som min lille niece fik med i graven.
Det lille tæppe, ved siden af en iphone.

Efter at min niece ikke overlevede, havde jeg mest lyst til at smide de to halvfærdige trøjer i skraldespanden, for min niece Sóley ville jo aldrig komme til at bruge dem. Men jeg besluttede mig, efter lidt tid, for at gemme dem. Gemme dem til hvis min lillebror på et tidspunkt ville få flere børn, så skulle disse trøjer være en gave til dem.
Og så to uger før julen 2014 fik de så deres anden pige. En rask pige som har fået navnet Rebekka Sol. Hun har nu fået trøjen som egentlig var tænkt til hendes storesøster, men som Rebekka nu skal bruge. Jeg føler lidt at det er en slags fælles gave fra mig og fra min afdøde niece, som trøjen oprindelig var tænkt til. 
Her er trøjen og huen så. Jeg måtte bestille mere lyserødt garn, da noget af det lyserøde jo blev brugt til tæppet, men det kunne heldigvis bestilles over nettet, og jeg kan ikke se forskel på farven, så det er jo rigtig dejligt.
Her er drengeversionen. Den bliver nu gemt væk, til den nok på et senere tidspunkt vil blive givet til en eller anden lækker lille baby, måske til hvis min lillebror en dag skulle få en søn...?
Trøjerne og huerne er dejlig bløde, garnet er nemlig 100% merino uld.

Her kommer der faktabokse:
Pigetrøje
Strik nummer i år: 31
Lavet til: Min niece Rebekka Sól
Opskrift: fra en færøsk garnbutik der hedder Tova Bindistova. Opskriften kan findes her (på færøsk)
Ændringer: Jeg har (som så mange gange før) gået en halv pindestørrelse ned for at få strikkefastheden til at passe
Størrelse: 0-3 måneder
Pinde: 2,5 og 3 mm
Garn: Trunte hjertegarn
Lager, rester eller nyindkøbt: købt i september 2013
Vægt / meter: 110 g / 400 m
Strikket af garn købt før 2014: 2,580 kg
Strikket i alt i år: 4,410 kg / 17,850 km
pigehue
Strik nummer i år: 32
Lavet til: Min niece Rebekka Sól
Opskrift: fra en færøsk garnbutik der hedder Tova Bindistova. Opskriften kan findes her (på færøsk)
Ændringer: Jeg har (som så mange gange før) gået en halv pindestørrelse ned for at få strikkefastheden til at passe
Størrelse: 0-3 måneder
Pinde: 2,5 og 3 mm
Garn: Trunte hjertegarn
Lager, rester eller nyindkøbt: købt i september 2013
Vægt / meter: 30 g / 100 m
Strikket af garn købt før 2014: 2,610 kg
Strikket i alt i år: 4,440 kg / 17,950 km
Drengetrøje
Strik nummer i år: 33
Lavet til: Lavet da min svigerinde var gravid, til hvis det blev en dreng
Opskrift: fra en færøsk garnbutik der hedder Tova Bindistova. Opskriften kan findes her (på færøsk)
Ændringer: Jeg har (som så mange gange før) gået en halv pindestørrelse ned for at få strikkefastheden til at passe
Størrelse: 0-3 måneder
Pinde: 2,5 og 3 mm
Garn: Trunte hjertegarn
Lager, rester eller nyindkøbt: købt i september 2013
Vægt / meter: 110 g / 400 m
Strikket af garn købt før 2014: 2,720 kg
Strikket i alt i år: 4,550 kg / 18,350 km
drengehue
Strik nummer i år: 34
Lavet til: Lavet da min svigerinde var gravid, til hvis det blev en dreng
Opskrift: fra en færøsk garnbutik der hedder Tova Bindistova. Opskriften kan findes her (på færøsk)
Ændringer: Jeg har (som så mange gange før) gået en halv pindestørrelse ned for at få strikkefastheden til at passe
Størrelse: 0-3 måneder
Pinde: 2,5 og 3 mm
Garn: Trunte hjertegarn
Lager, rester eller nyindkøbt: købt i september 2013
Vægt / meter: 30 g / 100 m
Strikket af garn købt før 2014: 2,750 kg
Strikket i alt i år: 4,580 kg / 18,450 km

tirsdag den 6. januar 2015

Lidt forsinket viser jeg her det sidste der kom af mine strikkepinde i 2014 (der kommer dog også en julegave på bloggen en af de næste dage)
Det er en trøje til mig. En ret simpel trøje, men dog med røde stjerne foroven. Jeg havde planer om at få den færdig tidligt i julemåneden, men den blev først færdig den næstsidste dag af året.
 Trøjen er strikket i dobbelt navia uno fra spole (garnet fra spole er lidt tyndere end almindeligt navia dou), hvilket gør den dejlig varm her til vinter, men dog ikke for varm til at have på indenfor.
Jeg er rigtig glad for trøjen. Jeg har savnet at have en trøje (altså en lukket trøje og ikke en cardigan) som jeg kan bruge i dagligdagen, og til det er denne perfekt. Den har en passende længde og er dejlig at have på.
Jeg har strikket den nede fra og op, og da jeg havde samlet ærmerne med bolen, talte jeg maskerne og rettede således at maskeantallet var deleligt med 15. Så strikkede jeg stjernemønsteret og herefter fældede jeg således: Strik 1 omg ret. Strik 8 m ret, 2 m sammen omg ud. 1 omg ret. Strik 7 m ret, 2 m sammen omg ud. 1 omg ret. Strik 6 m ret, 2 m sammen omg ud. 1 omg ret.... Osv til jeg havde det antal jeg vurderede var passende til halsen.

En dejlig lun trøje som jeg er glad for, og som tilmed har været sjov og hurtig at strikke :)

Faktaboks:
Strik nummer i år 2014: 30
Lavet til: mig selv
Opskrift: Jeg har bare vurderet, så ingen opskrift
Størrelse: mig ;)
Pinde: 5 og 6
Garn: Dobbelt navia duo fra spole
Lager, rester eller nyindkøbt: Lager
Vægt / meter: 480 g / 1730 m
Strikket af garn købt før 2014: 2,470 kg
Strikket i alt i år 2014: 4,300 kg / 17,450 km

lørdag den 20. september 2014

Babystjernetrøje i navia uno

Jeg har strikket endnu en stjernetrøje. Jeg har ikke tal på hvor mange stjernetrøjer jeg har strikket efterhånden, men jeg synes simpelthen at de stadig er super søde og lækre. 
Og denne baby cardigan er absolut ikke en undtagelse. I navia uno garn er den super let, tynd og dejlig.
Opskriften er fra en færøsk facebook gruppe der hedder "facebook bindiklubbur" hvor en af medlemmerne har lavet denne opskrift. Den er rigtig god.
Jeg har strikket den frem og tilbage på rundpind, og jeg har strikket kanter og knaphuller undervejs, hvilket giver minimal montering, hvilket jo er til at foretrække.
Knapperne var nogle jeg havde på lager, og de passer super til trøjen. Da garnet er rester og knapperne var på lager, har trøjen på en måde været gratis. Det føles godt at strikke sådan en gave, og den bliver bestemt ikke værre af den grund.

Faktaboks:
Strik nummer i år: 16
Lavet til: venindes baby
Opskrift: far en facebook gruppe der hedder “facebook bindiklubbur”
Størrelse: 3-6 måneder
Pinde: 2,5 og 3 mm
Garn: Navia uno
Lager, rester eller nyindkøbt: Købt til denne cardigan til nevøen på Færøerne i april
Vægt / meter: 60 g / 420 m 
Strikket af garn købt før 2014: 1,390 kg
Strikket i alt i år: 2,185 kg / 7,585 km


Til den lille cardigan har jeg også strikket en hue. Huen er fra babystrik på pinde 3, og den er super dejlig, også i navia uno garn.
De små snoninger og hulmønster gør huen helt exeptionelt sød og kær, synes jeg.
Og så sidder den også super på et babyhoved.
Faktaboks:
Strik nummer i år: 17
Lavet til: venindes baby
Opskrift: babystrik på pinde 3
Størrelse: 3-6 måneder
Pinde: 2,5 mm
Garn: Navia uno
Lager, rester eller nyindkøbt: Købt til denne cardigan til nevøen på Færøerne i april
Vægt / meter: 20 g / 140 m 
Strikket af garn købt før 2014: 1,410 kg
Strikket i alt i år: 2,205 kg / 7,725 km

Min lillesøster har taget billederne, og hun er rigtig god med et camera, så I får lige en del billeder af cardiganen og huen.
God weekend.



torsdag den 28. august 2014

Fasters hjertebarn er blevet et år

Min dejlige lille nevø, Markus, er i dag blevet et år.
Han er blevet fejret med gaver, sang, flag, boller, kager, gæster og alt hvad der ellers hører til en fødselsdag.
Det er altid stort at fejre en fødselsdag, og at man er blevet et år rigere, men Markus' fødselsdag har for os været ekstra særlig. Markus blev født med en hjertefejl, og har boet over halvdelen af sit liv på hospitalet. Vi har flere gange frygtet at vi skulle miste ham, men vi har ham heldigvis i vores arme. Og han er hjemme, og han er uden slanger og tube i halsen. Det er rigtig stort :)
Markus har stadig nogle helbredsmæssige udfordringer, men han er en glad og kvik dreng, og han har næsten lært at gå selv.
Som den strikkende faster-gudmor jeg er, måtte jeg selvfølgelig også strikke en gave til Markus. 
Det blev til hele tre strikkede ting, og jeg viser jer de to af dem nu.
Det er en cardigan strikket af navia uno, og den matcher den cardigan som storesøsteren fik til sin første skoledag. Mit faster-hjerte smelter af at se de kære børn i mit strik - der er kærlighed i hver eneste maske.
Søde, seje fyr i cardigan og matchende hue. Cardiganen har jeg strikket rundt, og klippet op (hvilket heller ikke var nemt eller sjovt/rart denne gang). Opskriften er et fotokopi jeg har fået fra en eller anden, og jeg har kun brugt stjerneborten fra mønsteret. Huen er en babyhue fra babystrik på pind 3.
Her er trøjen. Jeg er rigtig godt tilfreds med den, den er lækker, blød og tynd. Og så vejer den kun 65gram! Jeg er ikke helt tilfreds med syningen af lynlåsen der hvor mønster borterne mødes. Der er det blevet lidt skævt, men jeg synes ikke at man ser det lige tydeligt i virkeligheden som på dette billede - og så synes jeg helt ærligt også at det er ret charmerende hvis hjemmestrik ikke ligner at det er fabriklavet.
Babyhuen. Den er en smule stor til Markus, men han kan sagtens bruge den. Jeg er vild med dette mønster, jeg synes at huen er SÅ sød :)

Faktaboks:
Strik nummer i år: 13
Lavet til: min nevø Markus
Opskrift: en gammel opskrift, jeg har kun brugt opskriften til bærestykket.
Størrelse: 1-1 1/2 år
Pinde: 2,5 og 3,5
Garn: Navia uno
Lager, rester eller nyindkøbt: Købt til denne cardigan
Vægt / meter: 65 g / 420 m 
Strikket af garn købt før 2014: 1,330 kg
Strikket i alt i år: 2,015 kg / 6,700 km

Faktaboks:
Strik nummer i år: 14
Lavet til: min nevø Markus
Opskrift: babyhue fra baystrik på pinde 3 af Lene Holme Samsøe
Størrelse: 1-1 1/2 år
Pinde: 2,5 og 3
Garn: Navia uno
Lager, rester eller nyindkøbt: Købt til Markus' cardigan
Vægt / meter: 20 g / 140 m (jeg har ikke vejet den endnu, så jeg vurderer)
Strikket af garn købt før 2014: 1,330 kg
Strikket i alt i år: 2,035 kg / 6,840 km

lørdag den 19. juli 2014

øv, jeg bliver nødt til at strikke den om...

Jeg er næsten færdig med denne lille stjernetrøje i navia uno.
.....eller det troede jeg ihvertfald!
Jeg så godt nok, da jeg delte for ærmegab, at ryggen så lidt smal ud i forhold til forstykkerne, men jeg strikkede jo efter en opskrift, så det måtte vel være sådan.
Men nej, sådan skulle det ikke være... Jeg har strikket trøjen med 7 stjerner i omkreds istedet for 8 stjerner. Så der mangler altså en stjerne på ryggen, og det kan mærkes. Så jeg tror ikke at jeg kan tillade mig at give denne, ellers så dejlige, cardigan til nogen.
Så jeg bliver nok nødt til at række hele ranglanen og kroppen op, øv! 
Men hvis jeg skal være tilfreds med baby cardiganen, så bliver jeg nødt til at strikke den om.
Så for nu kommer denne cardigan i "skammekrog" indil jeg gidder at række den op igen, og så starter jeg på en blå magen til, for en veninde skal føde meget snart, og jeg ved ikke om det bliver en pige eller en dreng.

Nu tager jeg på stranden med min niece, nevø, svigerinde - og mit strikketøj :)

Må I have en dejlig solrig lørdag.

mandag den 7. juli 2014

Stjernetrøje i grå, blå og grøn

Så kom der endnu en stjernetrøje af mine strikke pinde. Jeg har efterhånden strikket rigtig mange stjernetrøjer til både store og små, men jeg synes dog at de bliver ved med at være smukke. Og efterhånden kan jeg den jo udenad, så en stjernetrøje er hygge strik for mig.
Denne cardigan er strikket til min mands søster, og hun har selv bestemt hvordan den skal se ud. Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet, og man går jo aldrig galt i byen med sirri garn, det holder pasformen super godt, vask efter vask. Men så er spørgsmålet bare om man kan tåle at det stikker lidt, det kan min svigerinde heldigvis godt.
Et stykke strik der er hyggeligt at strikke, ser godt ud, sidder godt, holder pasformen, er overskueligt at strikke, og hvor modtageren bare bliver rigtig glad - det er en suces :D

Faktaboks:
Strik nummer i år: 6
Lavet til: min mands søster
Størrelse: M
Pinde: 7 og 8
Garn: Sirri 3 tr
Lager, rester elle nyindkøbt: Hun købte garnet
Vægt / meter: 350g / 575m
Strikket af garn købt før 2014: 970g
Strikket i alt i år: 1,385kg / 4,230 km

tirsdag den 17. juni 2014

Niecens trøje færdig strikket

I går blev niecens trøje færdigt strikket. 

Så nu mangler jeg at sy de løse ender fast, vaske den, sy kant og klippe op samt sætte lynlås i.

Det bliver spænende når de bliver færdige, for jeg synes at trøjerne er virkelig søde og lækre bløde.



lørdag den 3. maj 2014

2013 i strik

Her kommer så indlægget med alt det jeg fik strikket i 2013.

I 2013 strikkede jeg 40 ting. De 40 ting vejede tilsammen 8,005 kg og garnet målte i alt 25,640 km. Af de 8,005 kg var 5,940 kg købt før 2013, så dvs fra lageret, og det er jeg ganske godt tilfreds med.

Fordelingen af ting ser således ud:

18 trøjer (15 til voksne (2 til mig), 2 til børn og 1 til baby)
2 kjoler til børn
2 bodystockings
2 baby veste
1 baby dragt
1 lille baby tæppe
6 par strømper (5 til voksne(4 til mig) og 1 til barn)
5 huer (4 til voksne(1 til mig) og en til baby)
2 par vanter (1 til mig)
1 halstørklæde (til mig)

Huer, vanter, halstørklæde og strømper. 
Jeg har brugt mine vanter, hue og halstørklæde rigtig meget.
Halstørklædet fandt jeg selv på, og det er jeg stadig ret stolt af. 
Strømper. 
Jeg har i 2013 strikket flere strømper end jeg ellers har gjort før. Jeg er rigtig glad for at have strikkede strømper på, og siden jeg er begyndt at strikke dem to på en pind fra tåen op, er det også blevet hyggeligt at strikke strømper. Det er arwetta garn der hitter, og for det meste har det været farverige strømper. 
Dametrøjer. 
Her må jeg sige at jeg er godt tilfreds med den alle. 
Min lilla lett lopi trøje har jeg brugt utrolig meget, og dem jeg har givet væk er også blevet godt brugt. Trøjen med det grønne mønster strikkede jed ud fra et billede, og det var en sjov udfordring. 
Herretrøjerne. 
Der er  blevet strikket både til min mand, mine brødre, far, svigerfar og svigermorfar. 
Børneting. 
Her er alt fra små veste til en babydragt med hue. Jeg blev faster to gange i 2013, så der er strikket en del til baby. Niecen Miriam har dog både fået en trøje og en kjole.
Det vigtigste stykke strik i 2013 var dog helt klart det lille tæppe jeg strikkede til min niece der blev født for tidligt, og kun levede i 3,5 time. Det lille tæppe fik hun med i kisten, og jeg er så glad for at jeg fik mulighed for at strikke noget til hende, selvom vi kun fik lov til at beholde hende i så utrolig kort tid. 

Alt i alt synes jeg at 2013 har været et godt strikke år. Jeg har haft en del pauser og perioder hvor jeg ikke har strikket, eller strikket meget lidt pga den dybe depression jeg havde. Men de ting jeg har strikket er jeg meget, meget tilfreds med. 

fredag den 17. januar 2014

Endnu en farverig stjernetrøje

Nu er jeg færdig med at vise jer strik fra foråret/sommeren, og så springer vi videre til november, for der blev nærmest ikke strikket noget i det sene sommer/tidlige efterår grundet depressionen og eftervirkningerne deraf.

Min mindste lillesøster blev 13 i november, og trådte dermed ind i teenager livet. Jeg vil ønske at hun får nogle rigtig gode år, og komme godt igennem de udfordringer som de år bringer. Til lillesøsters fødselsdag hører der sig jo også en gave fra storesøster, og jeg besluttede at det skulle være en stjernetrøje. Jeg strikkede for 2-3 år siden en traditionel i hvid og brun til hende, men den kan hun ikke passe mere, så nu fik hun en ny. Den blev sort med neon pink, neon gul og neon grøn.

Heldigvis blev lillesøster rigtig glad for stjernetrøjen, og hun spurgte om ikke jeg kunne strikke et par strømper til - det må vel betyde at den er godtaget, ikke?
 
 
Faktaboks:

Strik nummer i år: 33
Lavet til:min yngste lillesøster
Opskrift: ingen opskrift. 90m på p
Pinde: 6 og 8
Størrelse: xs
Garn: navia duo fra spole, dobbelt. Farverne er No. 1
Lager, rester elle nyindkøbt: navia duo er lager, No. 1 blev købt til 19kr/50g da navia åbnede sin nye butik i Toftir på Færøerne
Vægt / meter: 240 g / 865 m
Strikket af garn købt før 2013: 4,330 kg
Strikket i alt i år 2013: 6,310 kg / 19,350 km

onsdag den 15. januar 2014

Stjernetrøje i færøske farver

Jeg er stadig igang med at vise jer strik som jeg strikkede i foråret, så man kan roligt sige at jeg er bagud med at vise jer strik her på bloggen...
Denne stjernetrøje er strikket i de færøske farver: hvid, rød og blå. 
Jeg så en dame i en lignende trøje for nogle år siden, og jeg syntes at den var så fed, og nu kom jeg så til at strikke en til mig selv. 
Jeg er godt tilfreds med trøjen, og har da også fået mange positive kommentarer omkring den. 

Faktaboks:

Strik nummer i år: 32
Lavet til: mig
Opskrift: ingen opskrift. 120m på p
Pinde: 6 og 8
Størrelse: xl
Garn: navia duo fra spole, dobbelt
Lager, rester elle nyindkøbt: lager
Vægt / meter: 335 g / 1225 m
Strikket af garn købt før 2013: 4,130 kg
Strikket i alt i år 2013: 6,070 kg / 18,485 km

søndag den 12. januar 2014

En lækker stjernehue... og dens pelskvast

For flere måneder siden (tror nok det var i marts) strikkede jeg en hue. En stjernehue til mig selv. Jeg var meget godt tilfreds med den, og har også brugte den lidt, men jeg har manglet en pelskvast til den. Jeg havde tænkt mig at lave den ud af en pels jeg købte på tilbud i h&m, men det kom jeg aldrig til...
I december var jeg så i tivoli, og der så jeg en lækker pelskvast som jeg faldt for. Den er bla smart fordi den har "snørebånd" til at hæfte den på bagsiden af huen, så den nemt kan skifte imellem flere forskellige huer. 
Så nu bruger jeg huen rigtig meget, og jeg er glad for den :) huen er lilla med lysegrå stjerner med pailetter i. Pelskvasten er hvid.  
Billedet er taget af min lillesøster inde i tivoli lige efter at jeg købte pelskvasten. 

Her ses farven og pailetterne :) (det lilla er lidt mørkere, og det grå er lidt lysere i virkeligheden)

Faktaboks:

Strik nummer i år: 29
Lavet til: mig :)
Opskrift: ingen opskrift
Pinde: 4,5 og 6
Størrelse: one size
Garn: blackhill højlandsuld (viol) dobbelt, snældan trio og fame trend pailet
Lager, rester elle nyindkøbt: rester
Vægt / meter: 65 g / 360m
Strikket af garn købt før 2013: 3,680 kg
Strikket i alt i år 2013: 5,620 kg / 16,845 km

tirsdag den 19. marts 2013

Stjernehue

Så fik jeg strikket en hue med stjernemønster til en kollega der har "bestilt" den. Jeg blev godt tilfreds med resultatet, og det blev hun heldigvis også :)
Måske det snart er på tide at jeg strikker en til mig selv :)

Faktaboks:
Strik nummer i år: 11
Lavet til: En kollega
Opskrift: Ingen
Størrelse:
Pinde: 5 og 6
Garn: Dobbelt navia duo fra spole
Lager, rester eller nyindkøbt: Lager
Vægt / meter: 40g / 145m
Strikket af garn købt før 2013: 1,460
Strikket i alt i år: 1,575 kg / 5,600 km

søndag den 23. december 2012

Lidt færdigt strik herfra (og to mislykkede projekter)

Den første er endnu en stjernetrøje, dog i en farvesammensætning jeg ikke har prøvet før, nemlig blå og himmelblå. Den er strikket til en fra min strikkeklub, og hun har valgt farverne.
Flot farvesammensætning!
"Opskriften" er den sædvanlige: 90 m på for- og bagstykke, 10 omg mellem stjernerne. 30 m på ærmerne. Pind 7 og 8. Størrelsen er nok en small. Garnet er Léttlopi fra Island.
Der er brugt 260g / 520 m

Det næste projekt var et pandebånd til min sviger-mormor som havde fødselsdag 1. december. Hun elsker at gå lange ture, så jeg tror at dette er en god gave til hende.
Opskriften er fra Navia katalog nummer 16. I opskriften er pandebåndet strikket med pind nummer 10, men siden dette er til en ældre dame valgte jeg at gå ned til pind nummer 8, og det blev rigtig godt. Garnet er navia trio lyssebrun og mørkebrun sammen. Jeg har brugt cirka 50g / 170m

Næst på programmet er denne T-shirt(?) til min mand (den er kun grå, det sorte er fra den T-shirt han havde på indenunder). Den er strikket i navia uno, så den er altså rigtig tynd og lækker.
Den blev færdig for en uge siden, og han har brugt den hver dag siden :)
Undertrøjen/T-shirten er strikket efter en opskrift i navia hæfte nummer 15, men jeg har ændret en del på den. Bla havde den i opskriften knapper ned for hals, og den var ikke ranglan.
Jeg har skrevet ned hvordan jeg har strikket, så jeg tror jeg vil igang med en mere til ham, måske i mørkeblå :)
Jeg har brugt p 3 og 3,5 til kanterne og 4 til selve trøjen. Der er brugt 160g/1.120m så den er super let og dejlig.

Disse tre færdige ting bringer mig op på 50 færdige projekter i år og 8,550kg og 9,850km strikket
(jeg har dog nogle flere færdige projekter at vise jer inden 2012 er færdigt) :)


Og så vil jeg da også lige vise jer to mislykkede projekter:

En top/kjole/bluse til mig strikket i Léttlopi på pind nummer 15. Jeg var ikke tilfreds med hvordan den så ud når jeg prøvede den på, og jeg ved heller ikke helt hvordan jeg ville kunne få ærmerne til at fungere.
Så den bliver altså trevlet op igen.
I det mindste var den sjov og meget hurtig at lave ;)

 Det andet mislykkede projekt er jeg lidt mere ked af at det mislykkedes.
Det skulle være en retstrikket åben trøje med tre knapper, til mig selv.
Jeg er helt færdig med forstykke og bagstykke... Meeeen, den er alt for lille. Og størrelsesforholdet efter ærmegabet er mærkeligt. Jeg startede med at  strikke den på pind nummer 8 selvom der stod pind 7 i opskriften (kan ikke huske hvorfor), men den blev alt for stor. Så strikkede jeg den på pind 7, men glemte at strikkefastheden selvfølgelig ikke er den samme på pind 7 og 8 (hvordan i alverden kan man lige glemme det?!)
Nåh, men forhåbenlig er 3. gang lykkens gang, for jeg vil have denne trøje færdig.
Garnet er navia duo doppelt og opskriften er fra et navia blad.

Jeg vil snart vise jer noget mere færdigt strik :)