I morgen...

I morgen starter der noget andet stort for mig.

Jeg skal starte, altså sådan rigtig starte i en behandling der hedder DAT. Jeg har ikke fortalt jer det her før, men jeg fik i marts at vide, at jeg har nogle karakter træk der minder meget om borderline, så jeg har derfor fået en arbejdsdiagnose - borderline (emotionel ustabil personlighedsforstyrelse).  (såvidt jeg har forstået det, så betyder en arbejdsdiagnose en midlertidig diagnose mens man laver de sidste tests osv)

Det var et hårdt slag for mig at få at vide at jeg har emotionel ustabil personlighedsforstyrelse, for det er virkelig noget andet end det det har heddet før, nemlig tilbagevendende depression.

Jeg prøver dog at tænke at selve diagnosen jo ikke ændrer noget. Det er bare et navn.

    I forbindelse med at jeg fik diagnosen, så fik jeg også tilbudt denne behandling der hedder DAT. Behandlingen havde jeg hørt om før, og da der er gode resultater fra behandlingen tvivlede jeg ikke. Behandlingen er en adfærdsterapi hvor man lærer de ting som vi, emotionel ustabil personlighedstyper, ikke har lært i vores tidlige barndom. Der er 4 moduler; mindfullness, følelses regulering, relationsførligheder og hold ud førligheder, og behandlingen tager ca 2 år, alt efter hvordan man har det når man starter og hvor godt man arbejder med sig selv. 

Jeg har borderline i en ret mild grad (wow, det var underligt at skrive... jeg har borderline.... jeg tror ikke jeg har formuleret det så direkte før, for det hele virker stadig så nyt) så jeg tror og håber på at det ikke kommer til at tage meget mere end 2 år. En stor del af behandlingen er også at behandle traumer fra barndommen (som de fleste borderlinere har) og der er jeg nået meget langt. Før havde jeg tit mareridt, flashbacks og jeg kunne endda besvime hvis jeg fik et ubehageligt billede frem for mit indre blik men det er alt væk. Billederne kan stadig komme, men nu kan jeg fungere ganske fint selvom et billede fylder meget i mit indre blik, og efter hånden er jeg også blevet meget god til at flytte billedet ned i hjørnet af mit indre blik, så det kun er en lille firkant, og ikke noget der fylder hele min "indre computerskærm", hvis I forstår... Derudover så er jeg ikke selvskadende og har ikke brug for medicin, så jeg tror på at det nok skal gå godt :)

Behandlingen foregår ved enkeltsamtaler ca 1.5 time om ugen, gruppe undervisning 2.5 timer om ugen, undervisning/info til pårørende samt en krise telefon som jeg ALTID kan ringe til, også midt i middagen juleaften, som hun siger :) Jeg tror at lige det med krise telefonen virkelig kan hjælpe. For det er i de svære situationer som er lige her og nu at det hele bliver for svært. At man ikke ved hvordan man skal håndtere det, at jeg lukker mig inde i mig selv, evt får lyst til at sluge en masse piller osv.

Jeg startede på enkeltsamtalerne i mai, og det går fint. Jeg er ved at lære min behandler godt at kende, og jeg skriver skema hver dag over hvordan jeg har det (det er tit svært at huske hvordan man har haft det, hvis jeg har det godt nu - så har det altid været godt og hvis jeg har det skidt nu, så har det altid været skidt...)

I morgen skal jeg så starte i undervisningen, og det glæder jeg mig SÅ meget til! Jeg er rigtig spændt på at få nogle redskaber til hvordan jeg tackler de svære situationer. Jeg ved at det bliver hårdt, men jeg synes selv at jeg er ret god til at arbejde med mig selv, og den psykolog som jeg gik hos før jeg flyttede over til DAT behandlingen hjalp mig såå meget i den rigtige retning.

Hende, min gamle psykolog, skal jeg faktisk snakke med i morgen, og det glæder jeg mig såååååååå meget til. (endnu et borderline symptom er at man knytter sig enten meget tæt til folk, eller slet ikke) og denne psykolog er jeg kommet til at holde så meget af. Hun ved næsten altid hvad jeg mener, selv når jeg har svært ved at finde de rigtige ord, og un viser så stor omsorg for mig. Det absolut sværeste ved at sige ja tak til DAT behandlingen var at sige farvel til min psykolog. I morgen får jeg den enestående mulighed for at snakke med hende igen, og jeg GLÆDER mig :)

Så nu må jeg heller smutte i seng, for der venter en lang dag forude.

Jeg håber at I tager vel imod min åbenhed...

og undskyld hvis dette indlæg er lidt rodet og forvirrende. Jeg synes at det er svært at skrive om min psykiske situation, og så er det også lige det der med at finde de rigtige ord på dansk...

Godnat :o)